Vandreture
At vandre. Gå. Trave. Hike. Vandring i naturen er populært som aldrig før. Forståeligt nok. At vandre kan give ro, styrke, samvær, nærvær, udfordringer, oplevelser, tid til eftertænksomhed og meget mere..
At tage på vandretur, kan gøres på mange måder. Med større eller mindre fokus på eksempelvis udstyrets vægt eller sovegrejets komfortniveau. Vil det være hensigtsmæssigt at anvende sko eller støvler? Skal maden tørres eller skal måltiderne tilberedes af friske råvarer? Hvilken slags tøj passer til årstiden – og hvor mange lag vil være godt at bære? Sovepose eller quilt? Kompas eller GPS? Og mange flere mulige overvejelser – se kursus muligheder HER
Gennem de seneste mange år har jeg vandret stadig længere og oftere. Det er blevet til mange ture rundt i landet og ude i verden – med alt fra 30 dage i barske fjelde til mikro-eventyr og dagsture i Danmark på op til 61km. Herunder et udpluk til inspiration.
Grønland – 1 måned i afsidesliggende fjelde
l 2020 var jeg så heldig, at en god ven spurgte, om jeg ville med en tur til Grønland? 30 dage i fjeldet som en kombineret vandre- og ekspeditionstur. Jo tak!
Så lang tid alene på fjeldet kræver noget nøjere planlægning, end jeg hidtil havde været vant til det. Heldigvis havde min rejsefælle været afsted deroppe nogle gange tidligere, og havde således fod på det nødvendige. Vi valgte at vandre med så let vægt som muligt, derfor blev en pakkeliste nøje fulgt og vi havde virkelig ingen overflødigheder med os. Eksempelvis havde vi kun det ene sæt tøj med, vi gik og stod i, vi havde hjemmeblandet letvægts tandpasta og en titaniumbrænder på kun få gram med. Af mad var kun det allermest nødvendige med – vi håbede at fiskene bed og vi levede den sidste uges tid overvejende af svampe, rødder, blade og bær. Ok, jeg ‘smuglede’ 2 pakker Gajol og 300 gr. tørret frugt med i rygsækken.. Det var slet ikke så tosset med en pastil, på dage med 12 timers vandring i regnvejr, op ad bakke i ujævnt terræn, ved lave temperaturer.
For at udvide mulighederne for at komme frem til afsidesliggende områder, samt at give afveksling til vandringen i kuperet og vanskeligt terræn, havde vi desuden medbragt et par packrafts (oppustelig letvægts-mini-gummibåd) Det var fantastisk at kunne sadle om til fremdrift over vand, når terrænet eller benene krævede det. En næsten ubeskrivelig følelse at drive stille rundt på dybe, iskolde og krystalklare fjeldsøer og elve, med havlitter og vandrefalke flyvende om ørene. Ikke een eneste lyd ud over den stille klukken om båden hørtes – og ellers blot de enorme og vidstrakte sten- og lyngfyldte fjelde omkring os. Intet andet. Ro.
Når det så er sagt, ville skæbnen at der, i den periode vi opholdt i fjeldet, regnede mere, end det havde gjort i 10 år! Store dele af Grønland er klimatisk klassificeret som arktisk ørken, da der sædvanligvis falder mindre nedbør end i Sahara – men ikke den sommer. Det skulle blive mere reglen end undtagelsen, at vi måtte stride os frem i regn og blæst. Af med det våde kluns og aftenen og på med det igen næste morgen. På mange måder var regnen udfordrende – men samtidig bare noget at forholde sig åbent til, når accepten tillod omstændighederne blot at være som de nu engang var. Tålemod. Hver en solstråle blev mødt med den største ærbødighed og taknemmelighed den måned.
Meget mere kan fortælles om dén tur, men jeg vil lade billederne tale for sig selv. Smukke, vilde, fantastiske Grønland. På gensyn.
Abisko – Lappland i det nordligste Sverige
Tilbage i 2015 blev jeg inviteret til Abisko, i det nordlige Sverige, for at vandre i fjeldene i 10 dage. Min erfaring med at vandre var ret sparsom, men min ven talte varmt for det og hvorfor egentlig takke nej til en tur i fjeldet? Det blev en skelsættende oplevelse for mig.
Efter af have tilbagelagt de mange kilometer fra Danmark til toppen af Sverige i tog, drog vi ud i fjeldet med startpunkt i Abisko. Kungsleden begynder her, men vi var enige om at forsøge at gå udenfor stierne – og dermed også andre vandrere.
Terrænet var enormt afvekslende og stærkt kuperet. I de 10 dage vi opholdt os i fjeldet, mødte vi ikke en sjæl. Jo, faktisk kun een sjæl – en same som var på vej til at drive rensdyrflokken sammen. Fejlagtigt troede vi at mennesket i det fjerne kunne være en vildfaren med-vandrer, vi puklede for at nå frem til ham – men det var altså ikke tilfældet. Han var helt på det rene med sin placering i terrænet og min rejsefælle og jeg, følte os nok mere i ‘det vilde’ end vi måske reelt var.
Uanset hvor langt fra civilisationen vi rent faktisk befandt os, var følelsen af frihed og fornemmelsen af at være på eventyr, stor!
Norge – herlige Hardangervidda
Hardangervidda, som ligger i det ret nemt tilgængelige område vest for Oslo, er en fantastisk mulighed for at komme en tur i fjeldet uden at skulle tilbagelægge alt for store distancer. To gange er det lykkedes mig at komme dertil, og jeg har indtil videre blot været på opdagelse i yderkanten af det store område. Vælger man at vandre udenfor stierne, er det også hér muligt at opleve store områder uden andre medmennesker i syne.
I 2016? og 2018 var jeg afsted henholdsvis med min datter alene og med hele familien samlet. Begge ture varede omtrent en uge og var på hver sin måde fantastiske. Både at få lov at være alene med min datter, men sandelig også at hele den pukkelryggede indvilligede i at slæbe, spise og sove på fjeldmanér i dagevis, var en velsignelse, som jeg er taknemmelig for. Der blev sunget meget i fjeldet de dage!
Sjælland rundt – primært ved vandkanten
TIlbage i 2014 måtte jeg bøje mig for et indre kald, en stærk trang, et træk – mod at komme ud på vejene med vandrestøvlerne på. Jeg havde ingen særlig erfaring med at leve i en rygsæk, men afsted måtte jeg bare. Det kunne ikke siddes overhørigt.
Den første tur blev ‘Lagunestien’, som strækker sig fra Korsør til Næstved. Jeg havde ingen træning i benene overhovedet, men fuld af god energi, forestillede jeg mig sagtens, at kunne tilbagelægge omtrent 90 km på 3 dage i midten af november. Det gik ikke helt som planlagt.
Grundet en lang række fejldisponeringer, som følge af min ringe erfaring, måtte jeg kapitulere allerede på 2. dagen, hvor jeg kun med nød og næppe kunne stavre til en bus, for at blive transporteret de sidste kilometer hjemad. Av! Ben og fødder var ganske ødelagte – det var hårde lærepenge.
I den følgende tid tog jeg afsted på tur, når muligheden bød sig. Gerne ture i weekenderne, på 1-2 overnatninger, når altså tiden tillod det. Jeg havde ikke et egentligt mål, andet end hovedsageligt at vandre ad ruter langs vandet. På et tidspunkt slog tanken mig: ‘tja, nu har du vandret hid og did langs vandet på Sjælland, Jesper – hvorfor ikke kæde det sammen og tage hele turen rundt om øen?’ Og sådan blev det. Fra 2014 – 2020 er det blevet til omtrent 14 etaper, som tilsammen når nogenlunde omkring øen. I stedet for, rigidt at holde mig i vandkanten hele vejen rundt, valgte jeg i stedet at kappe et hjørne hist og her, for i stedet at få en rigere naturoplevelse.
Turen rundt på Sjælland blev hovedsageligt tilbagelagt i ensomhed. Den gode ensomhed. På tre etaper havde jeg følgeskab, men ellers holdt jeg mig til dogmet om kun at være mig. På mange måder gav det fin mening. I en travl hverdag med mange timer på arbejdet, var det fantastisk at kunne slippe alle gøremål og forventninger for en stund og blot være. Samtidig gav det glimrende mulighed for at praktisere meditation og have tid til at hengive mig til mere kontemplative tilstande.
En sidegevinst har været et øget kendskab til lokalgeografien og møder med mange fantastiske og hjælpsomme mennesker undervejs. Her kommer jeg til at tænke på begrebet ‘mikro-eventyr’, som jeg tænker, rigtig fint dækker mange af weekend-oplevelserne på de danske stier og veje.
Jyllands vestkyst
Vestkysten. Som et led i at opleve hele vestkysten til fods, blev strækningen mellem Bulbjerg – Hanstholm – Agger tilbagelagt i sommeren 2019. Vejrguderne var med os og det blev til 6 dage i høj sol. Mod forventning var der ikke en sjæl at se, så langt øjet rakte. Thy nationalpark. De brede strande med deres uendelige bølgeskvulp lå for vores fødder, kun afbrudt af ‘civilisationen’, lækre isvafler og almindelig sommerspetakel, når en westcoast surferby brød klitterne. Fantastisk tur. Vi ser frem til fortsættelsen sydover.
Kilometer i benene
Fra tid til anden tager en gal vandringsmand bolig i mig – måske skal noget gå’s ud af kroppen, måske har jeg behov for at teste grænser? I de tilfælde er der ikke så meget tale om hverken at finde ro i naturen eller nyde de meditative kvaliteter ved omgivelserne – her handler det udelukkende om fysik! At komme så langt frem som muligt – på den kortest mulige tid. Det kan være hårdt, men også rart, når en planlagte distance er gennemført. Senest blev det til 62 km omkring Tystrup Bavelse søerne – 10 timers effektiv vandring og 45 min sammenlagt pause – en fin tur, som blot har ansporet til den næste: et sted over de 70 km..
