Beretning fra en udesidning

Endelig oprandt dagen – eller rettere natten – hvor også jeg skulle prøve kræfter med udesidning. Et øjeblik ventet med spænding og nysgerrighed. Hvad er det egentligt for en størrelse? Ville jeg være i stand til at gennemføre – og hvad hvis ikke? Mange tanker og forestillinger er svævet gennem mig. Efter at have gransket litteraturen, fandt jeg min egen måde at nærme mig sidningen på. Det blev til 13 timer ved ‘min’ enorme bøg – en halvklar, småkold, smuk nat i Gribskov. Dele af noter fra min dagbog, nedskrevet i morgentimen, opfyldt af oplevelsen:

…Sanserne skærpes i mørket. På en rar og rolig måde. Fornemmelse af tryghed, jeg bliver vurderet og accepteret af skoven. Kan det mon blive mørkere? I mørket begynder væsner at bevæge sig – jeg kan kun skimte dem og gisne om deres natur. Et stort firbenet dyr besøger mig i skumringstimen.

Det kan blive mørkere. Spontane nynnerier kommer til overfladen. Er det en enorm bølge jeg ser foran mig? Eller er det omridset af livets træ? En ufattelig ro og stilhed breder sig i skoven, jeg er bevidst om at alt omkring mig er levende. Jeg er en del af det. Af stedet. Af Altet. Det er min grundsubstans, mit udgangspunkt – mit ultimative ståsted – i livet. Når alle lag skrælles af (mig), står kun den rå, uforfalskede natur tilbage.

Urgamle sandheder. Dæmoniske hvide masker danser i trækronerne – Ulv og Bjørn. I udkanten af de lavthængende grene, den beskyttende krone, danser ulvelignende konturer rundt. Jeg inviterer dem ind, med forsikring om at det er trygt. Stjerner titter frem gennem løvhænget. Pulsen i skovbunden.

Tanker om træets ufattelige alder, alt hvad det har set og hørt. Fornemmelse af stor ro og taknemmelighed med de enorme rødder i ryggen. Jeg smelter sammen med dem og mærker en tilladelse til det.

Det er nu helt mørkt. En diset atmosfære hvisker til mig. Rolige ord der indvarsler kærlighed og sene nattetimer. Noget glimter i ‘livstræet’. Jeg anstrenger mig – det er der. Omgivelserne har antaget et drømmende, tåget udtryk. Fuldstændig ro hersker.

Det spæde morgenlys viser igen skovens konturer. En anden virkelighed afløser nattens mysterier. Fornemmelse af symbiose med omgivelserne. At befinde mig hér. At være hér. Det eneste rigtigt lige nu. Kroppen værker. Jeg træder tilbage over tærsklen med taknemmelighed i hjertet. Den udtales til skoven. Tak. For denne gang.

Jeg drager ud i dagen. Genfortryllet.